Ydre Nørrebro og Nord-Vest kvarteret i København er en belastning for byen og hele landet, hvilket den seneste tids begivenheder, først med uroligheder i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, senere med social uro blandt unge af anden etnisk herkomst end dansk, til de seneste måneders skyderi og bandekrig, kun har været med til at understrege.
Derfor vil en storstilet normaliseringsplan for området blive iværksat hurtigst muligt.
Først og fremmest vil alle almennyttige boliger i området blive privatiseret og omdannet til ejerlejligheder, der - reelt - kun vil være tilgængelige for resourcestærke familier.
For at sikre at det kun er folk der bor i området der får adgang, vil der blive opført et hegn omkring området, og området vil blive patruljeret af et privat vagtværn, der har tilladelse til at anvende magt.
Vagtværnet vil blive udbygget til en national organisation, og vil få nationalt hovedkvarter i de lokaler der nu huser Københavns Erhvervs Akademi.
Alle disse tiltag vil, med garanti, skabe et sikkert og trygt Ydre Nørrebro/Nord-Vest.
Som en følgevirkning af skabelsen af et nationalt privat vagtværn, vil der blive skabt arbejdspladser indenfor overvågning og kontrol. Dette er et område der af alle eksperter vurderes til at være et de mest sikre fremtidige forretningsområder med enormt vækstpotientiale, og rige eksportmuligheder.
Dette vil blive yderlige fremmet, hvis man kan dokumentere succesen gennem resultater opnået på Ydre Nørrebro/Nord-Vest.









